Er 4 måneder lang tid?
Hvis du følger med her på bloggen, læste du måske min ugentlig opdatering i den her uge. Der åbnede jeg lidt op for, at jeg er i tvivl om, jeg vil på udveksling. Jeg må indrømme, at det ikke er noget jeg har snakket så meget om med folk omkring mig. Men eftersom jeg tydeligvis ikke kommer videre ved at blive ved med at tænke over det, vil jeg prøve at fortælle det her på bloggen. For nogle gange kan det hjælpe at få det ned på skrift.
Da jeg startede på CBS var jeg sikker på, at jeg ville på udveksling. Det var endda en af grundene til, at jeg sled og slæbte så meget for at få gode karakterer. Nu har jeg karaktererne, men jeg ved ikke om jeg har lyst til at tage af sted. Det var måske lidt bare et mål jeg satte mig, uden rigtig at tænke over, hvor vigtigt det var for mig.
Jeg vil gerne kunne sige, at grunden til at jeg er i tvivl er fordi jeg har det alt for godt i København, men så ville jeg nok ikke være helt ærlig. Jeg har det godt, det er slet ikke det. Det er bare ikke grunden til, at jeg er i tvivl. Jeg synes bare fire måneder er lang tid at være væk. Jeg har mennesker omkring mig, som jeg virkelig elsker, og som jeg ville komme til at savne meget, hvis jeg tog af sted. Selvom jeg altid har troet, at jeg ikke kunne komme langt nok væk fra min barndomsby, så har det vist sig ikke helt at være rigtigt. Siden jeg er flyttet til København er det virkelig gået op for mig, hvor vigtigt det er for mig, at have de mennesker jeg elsker omkring mig.
Så jeg synes virkelig, at man skal være sikker, inden man hiver roden op og flytter et andet sted hen – selvom det så “kun” er 4 måneder. Måske betyder det at jeg ikke vil det nok. Jeg ved det helt ærligt ikke. Jeg ved bare ikke engang, hvad jeg vil med mit liv. Nogle gange er jeg endda i tvivl om jeg har valgt det rigtige studie og om jeg bruger tiden på det jeg gerne vil. Og jeg tror bare ikke løsningen er at rejse væk i fire måneder.
Men who knows? Jeg har indtil den 3. december til at finde ud af det. Har du haft nogle af de samme tanker? Og er jeg den eneste, der synes at 4 måneder er lang tid? I må meget gerne smide en kommentar med inputs, så kan jeg måske endelig fået taget stilling til, om jeg skal af sted.
Hej. Jeg er enig med Lise. 4 mdr. Er en lille del af dit liv, tilgengæld kan du lære rigtig meget af den oplevelse:) Må jeg spørge hvor du har købt din trøje? Den er virkelig flot:)