Min “road trip” gennem Europa – Louise Bennetzen
5 Gode Sommer Podcast til Kvinder

Min “road trip” gennem Europa

Hej bloggen! Som I måske har lagt mærke til på Instagram er jeg taget på ferie. Vi (med det, mener jeg mine forældre) har et sommerhus i Sydfrankrig, som vi har haft siden jeg var helt lille. Vi tager derned så meget vi kan og sommerferien bliver altid brugt hernede. Traditionen tro, skulle vi selvfølgelig til Frankrig igen den her sommerferie. Vi kører altid herned, men den her gang tog vi en lille detour på vejen for at fejre at min mors fødselsdag i mandags. Det var nogle vildt smukke steder på hver sin måde vi besøgte, så jeg vil lige vise jer lidt billeder og så kan I forhåbentligt bruge det som lidt rejse inspiration selv. Jeg ville nemlig aldrig selv have overvejet at tage herhen, hvis ikke det havde været for mine forældre.

Første stop var Lucerne. Virkelig en smuk by, og jeg er faktisk lidt ked af, at vi ikke brugte mere tid i den. Vores hotel lå nemlig ikke i byen, men på toppen af et bjerg lige ved siden af. Ja, I hørte rigtigt. 2 kilometer oppe på toppen af et bjerg kaldet Pilatus, har nogle “galninge” valgt at bygge et hotel. Misforstå mig ikke, det var en virkelig fantastisk oplevelse, men jeg vil helst ikke tænke på, hvordan de har båret sig ad. Jeg vil heller ikke tænke på, hvordan de har fået sat en svævebane op ad en bjergside.

Første del af svævebanen skulle man med nogle bittesmå kondoler. Med mig og min højdeskræk? Ikke en vildt god kombination. Det eneste jeg kunne tænke på var vitterligt om linen knækkede. Heldigvis holdt den og vi kom helt op. Til gengæld kan jeg sige, at det var turen værd. Udsigt stort set 360 grader rundt, når man nåede toppen. Udsigt fra værelset. Udsigt til drinks. Udsigt til maden. Jeg tror I er ved at fatte, hvor jeg vil hen. Det er også et super godt sted for vandrere, og faktisk kan man gå hele vejen op til toppen. Det følte vi bare ikke lige for i 28 graders varme og med bagage. Der er to hoteller: Bellevue og Pilatus-Kulm. Vi boede på det sidstnævnte, men kan selvfølgelig ikke sige, hvilket er bedst, da jeg ikke har boet på det andet. Det eneste jeg kan sige, er at vores hotel var vildt lækkert. Så hvis du gerne vil have en virkelig speciel oplevelse, vil jeg helt klart anbefale det. Bare lille heads up. Turen derop er ikke med i prisen på hotellet, det blev vi nemlig lidt overraskede over.

Næste stop var Comosøen. Helt klart et sted for dig der bare gerne vil dase og elsker italienske små byer. Ja, her stod det mest på afslapning. Min far havde booket et vildt lækkert hotel kaldet Grand Hotel Cadenabbia, men der var nu ikke så meget at se. Der var en flot have, lækker pool og vi gik langs søen. Men hvis man gerne vil bo i en lille by, der består af andet end 5 restauranter, skal man nok finde et sted længere oppe af bredden. Vi var der til gengæld kun 1 overnatning, så for os var det helt perfekt. Man kan også sejle til de andre byer, noget vi bare ikke havde tid til.

Og hvor er jeg så nu? Hvis I gættede mine forældres sommerhus i Sydfrankrig har du ret. Nu står den på 4 ugers ren afslapning her, inden jeg tager tilbage til Danmark for at være en uge sammen med min kærestes familie. Hvad bruger I ferien på? Har I nogle særlige planer? Vil vildt gerne høre hvad de er! Måske kan jeg få inspiration til min næste rejse.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 Gode Sommer Podcast til Kvinder