Velkommen igen – Louise Bennetzen
Blue & pink

Velkommen igen

img_0001

Det er simpelthen så lang tid siden, at jeg hellere vil lave et “velkommen” end et “hvad jeg har lavet” indlæg. Ganske kort overtog eksaminerne lidt mit liv i januar og andet semester har utroligt nok været endnu mere stressende end første. Læg det sammen med at jeg også er flyttet, og så har I forklaringen på, hvor jeg har været. Mit “virkelige” liv har simpelthen stjålet tiden fra mit virtuelle.

Så hej og velkommen igen! Som nogle af jer nok ved, er mit navn Louise, jeg er 20 år gammel og studerer i København. Jeg har en passion for mode, elsker indretning og er lidt en nørd, når det kommer til at studere.

Bloggen her er et sted, hvor jeg deler min personlige stil med jer og viser, hvad der er på min ønskeliste (man er vel studerende), samt hvad der inspirerer mig. I vil også kunne følge med, mens jeg indretter den lejlighed, min kæreste og jeg lige er flyttet ind i. Jeg har lidt en vision, men der er stadig et stykke vej derhen. Derudover elsker jeg som sagt at gå i skole (noget man ikke må sige, når man går på uni, for så studerer man, man går ikke i skole), og jeg vil derfor også komme med mine ideer, men også frustrationer, når det kommer til studie, arbejde og bare livet generelt.

Jeg forestiller mig lidt min blog som Carries klumme i Sex & City, hvis hun altså var studerende. Jeg håber ikke, at det lyder prætentiøst. Jeg elsker bare ideen om at læsse alt, hvad jeg som studerende går og tænker over, og så kan I forhåbentlig relatere og hjælpe mig og hinanden.

Jeg håber I (fortsat) vil læse med!

 

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blue & pink