Må man godt være skuffet over et 7-tal?

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at lave det her indlæg. Mest fordi det er ret grænseoverskridende, da det er lidt et tabu på grund af vores kære jantelov. Men nu gør jeg det alligevel.

I min sidste eksamen fik jeg 7. Det er jo som sådan fint. Derfor er det heller ikke mit fokus i det her indlæg. Spørgsmålet jeg i stedet gerne vil stille er: “Må man godt være skuffet over et 7-tal?”

Jeg er af den overbevisning, at ens forventninger skal stemme overens med ens indsats. Nu er der måske nogle der sidder og tænker: “Jamen, du kan heller ikke forvente et 12-tal hver gang.” Nej, det kan jeg ikke. Men det er vel okay, at håbe på det, når nu man har lagt en stor mængde tid og kræfter i at forberede sig? Og hvis det er okay, at håbe på det, er det vel også okay, at man bliver skuffet, hvis det så ikke sker? Eller ikke?

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har fortalt særligt mange, at jeg er skuffet over mit 7-tal. Jeg er nok lidt nervøs for, at de vil sige, at jeg skal tage mig sammen. Og at det er en god karakter. Men jeg synes bare ikke spørgsmålet er, om det er en god karakter. Om det er en god karakter afhænger vel af, hvor meget arbejde man har lagt i det og hvad ens mål er?

I vores kære land er det ofte helt okay at sætte realistiske mål, eller mål, der måske endda er under ens evner. Men ligeså snart man skyder efter stjernerne, kan man risikere selv at blive skudt ned. Det gælder da netop om at sætte vildt ambitiøse mål, der er måske endda er urealistiske. Chancen for at du når dem er måske mindre. Til gengæld er chancen for at du når længere, end hvis du satte et mindre mål, også langt større. Og så synes jeg også det er okay, at blive skuffet, hvis man så ikke når dem. Så længe man bare ryster det af sig og kommer videre.

Eller hvad synes I?