Jeg er mindre stresset som single

Det slog mig her den anden dag, at sidste semester er det semester, hvor jeg har været mindst stresset. Og efter at have indset det, prøvede jeg selvfølgelig at reflektere lidt over, hvad der har ændret sig i mit liv. Og det åbenlyse er ikke til at komme udenom: Jeg er blevet single.

Jeg er nok lidt af en workaholic. Jeg har det bedst med at have styr på mine ting. Og det betyder for eksempel også, at jeg læser ret meget, når det kommer til mit studie. Hvorimod, min eks mere var typen, der sprang over, hvor gærdet var lavest. Og det stressede mig. For det betød, at han altid havde meget mere fritid end mig.

Det er jo ikke fordi, at jeg synes selve det at læse er specielt fedt, men jeg gør det jo for at forstå tingene ordentligt. Og i sidste ende klare mig godt til eksaminerne. Så når han lå der på sofaen og så film efter film, og det uendelige antal af sider jeg skulle igennem, bare ikke virkede til at blive mindre, blev jeg faktisk stresset.

For jeg ville jo også gerne bare slappe af sammen med ham. Og hvordan kunne det være, at jeg ikke var god nok til at strukturere min tid, så jeg kunne have ligeså meget fritid som ham? Jeg følte faktisk lidt, at jeg ikke kunne finde ud af at finde en work/life balance, fordi jeg læste og læste. Og han stort set aldrig gjorde det samme. Så hvad var der galt med mig?

I bund og grund var problemet jo bare, at det var meget fristende at ligge sig på sofaen sammen med ham og lave ingenting. Men at jeg samtidig gerne ville være sikker på, at jeg havde styr på mine ting. Og det var altså lidt af en kamp for mig. For det resulterede i, at jeg skyndte mig helt vildt igennem alle mine “pligter” for at kunne slappe af sammen med ham. Men i processen nød jeg ikke, hvad jeg lavede. For eksempel handlede læsningen ikke længere om at lære noget men om at blive færdig. Og det stressede mig. For jeg følte jo aldrig rigtig, at jeg blev færdig.

Men eftersom vi har slået op, ligger han jo ikke mere på sofaen. Og de lange aftener med læsning eller arbejde generer mig ikke længere. For jeg skynder mig ikke igennem læsningen for at kunne slappe af sammen med ham. Der er ikke det der pres omkring, at jeg også gerne vil have noget fritid. Og jeg føler ikke længere, at han havde mere overskud, fordi han altid var færdig før mig. For i bagklogskabens klare lys er det derudover også åbenlyst, at min “manglende” fritid nok bare skyldtes, at jeg var mere grundig.

Og den indsigt betyder simpelthen, at jeg ikke har følt mig ligeså stresset sidste semester. Hvilket jo er en super god ting. Men det er også en lære til en anden gang, hvis man er ligeså påvirkelig som mig. Nemlig, at man ikke skal lade andre stresse en. De kan gøre deres ting. Leve deres liv. Det er nok ikke, fordi de er hurtigere, men bare prioriterer anderledes. Og det er helt okay.

Så det vil prøve at huske til hvis en ny rykker ind i lejligheden.

Men jeg kunne godt tænke mig at vide, om nogle af jer, har prøvet det samme? Det behøver ikke være med en kæreste. Men måske med en veninde, en roommate eller et familiemedlem? I så fald smid meget gerne en kommentar.