Derfor er det nederen at være en stræber

Hej bloggen! Idag vil jeg gerne snakke om noget lidt mere personligt. Nemlig om det at have ambitioner og at være pligtopfyldende – ja lidt det at være en stræber. Jeg har altid været en person, der har presset mig selv ret meget. Jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg har høje ambitioner og nok også lidt for høje krav til mig selv.

Men som eksaminerne kommer tættere og tættere på og presset stiger, kan jeg godt mærke, at jeg ikke længere kan nå alting. Min kæreste har tit sagt til mig, at jeg skulle slappe lidt af. Man behøver ikke gøre alting 100%, har han sagt en million gange. Nu er jeg så tvunget til at droppe noget, skrue ned for arbejde og skippe sider i min læsning. Og jeg har det virkelig ikke godt med det, for jeg vil gerne sikre mig at alting går godt.

Og det fik mig til at tænke. Jeg har altid arbejdet ud fra en ide om, at det jeg lavede skulle være godt. Og da karakterne begyndte at være en del af dagligdagen, blev målet 10 eller 12 med alt, hvad jeg lavede. Men så her den anden dag slog det mig. Det er jo ikke meningen, at man skal lave en opgave med forventningen om, at den giver en tocifret karakter. Ideen er jo, at man gør sit bedste og så bagefter får feedback, så man kan gøre det bedre næste gang. Og hvis ikke der er en næste gang, så bare for at vide hvor godt man klarede sig.

Efter at have set de første fem afsnit af De Perfekte Piger, var der virkelig en af pigerne, jeg kunne relatere til. Hun var en 12-tals pige og brugte meget længere på alt hendes skolearbejde, end hvad der egentlig krævedes. Netop fordi hun ville være sikker på at få 12 hver gang. Det er nøjagtig sådan jeg selv har det for det meste. Jeg ved, jeg ville ærgre mig virkelig meget, hvis det gik dårligt, for man kan jo altid lige gøre det lidt bedre.

Men det er jo ikke sådan det skal være. Det er jo ikke meningen, at alle os pligtopfyldende piger ikke kan komme igennem vores uddannelser uden et nervesammenbrud, bare fordi vi vil gøre det for godt. Det er da meget bedre så at få nogle få dårlige karakterer men så komme igennem.

Jeg har kæmpet med det her i lang tid selv, så jeg vil gerne høre, om nogle af jer, har det på samme måde? Første skridt i den rigtige retning er jo at indse, at man har et problem. Men selvom man ved, at man burde gøre noget andet, er det ikke altid lige nemt. Men der er vel heller ingen, der har sagt, at livet skal være nemt?